I næsten ti år har væksthusgartner Rasmus N. Kloster puslet om en helt særlig plante i Botanisk Have i København.
Planten, Amorphophallus titanum - der betyder 'kæmpe deform penis' - er en gave fra en tysk søsterhave i Bonn, og snart sker miraklet gartneren har ventet på siden 2003.
- Jeg fik planten kort tid efter, at jeg begyndte at arbejde i Botanisk Have tilbage i 2003 og har siden plejet den med stor opmærksomhed. Det er en stor overraskelse for mig, at den allerede nu vil blomstre - som væksthusgartner svarer det nærmest til at få en Oscar, siger Rasmus N. Kloster.
Det er første gang nogensinde, at det er lykkedes at få planten i blomst i Danmark. Så publikum får en enestående mulighed for at følge udviklingen af den enorme blomsterstand, der kan blive op til tre meter høj - men også en kortvarig mulighed. Blomstringen varer kun et par dage.
Lugter af lig
Planten kan lugtes på lang afstand.
Blomstringen medfører nemlig en meget karakteristisk ådselslugt, som har givet planten tilnavnet Corpse flower - som betyder 'ligblomst.'
Den kraftige lugt skal lokke bestøvende ådselædende insekter til, og hvis bestøvningen lykkes, bliver blomsterstanden besat med kirsebærstore, orangerøde bær.
Planten kan ses i Palmehuset i Botanisk have i København i dag og frem til den 27. juni med gratis entré. Blomstringen varer kun et par dage, og forventes at ske sidst på ugen.