Over 10 procent af de efterhånden mange solcelleanlæg på danskernes tage risikerer at ende med vandskader og trykkede tagkonstruktioner. Det skriver Politiken.
Skønnet stammer fra Dansk Solcelleforening og Dansk Byggeri.
- Masser af solcelleanlæg er monteret ved, at der er boret huller i tagene, og mange montører har ikke haft tilstrækkeligt fokus på, hvordan det håndteres, uden at tagene tager skade på lang sigt, siger Signe Antvorskov Krag, der er formand i brancheforeningen Dansk Solcelleforening og divisionschef i solcellefirmaet Gaia Solar, til Politiken.
Overholder ikke byggenormerne
Også Fagbladet Ingeniøren skriver om problemer med danskernes solcelleanlæg. For en stor del af dem overholder ikke byggenormerne.
- Hovedparten af de beslag, man bruger i Danmark, er designet til den tyske byggeskik, hvor man har bredere spær end i typiske danske huse, siger civilingeniør Mads Peter Sørensen, der er ekstern lektor ved Aalborg Universitet og rådgiver i virksomheden Energihuset A/S, til Ingeniøren.
- De bliver boret ned i spær og lægter med skruer, der er 10-12 mm tykke, og derfor kan de ikke overholde afstandskravene i trænormen, der siger noget om, hvor meget træ der skal være på hver side af skruen, forklarer Mads Peter Sørensen.