Abonnementsartikel

Dansk Skovforening anslår, at der mindst en gang om dagen læsses et større parti ulovligt erhvervsaffald af i en af de danske skove. Den nuværende erhvervsaffaldsordning får en del af skylden. Problemet er stort - og fortsat stigende. Det skriver Jyllands-Posten, som i en stribe undersøgende artikler sætter fokus på den nuværende affaldsbekendtgørelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Malerbøtter, glas, murbrokker, gips og slagteriaffald er blandt det affald, der dagligt læsses ulovligt af i øde natur- og skovområder rundt om i Danmark. Problemet er størst i de bynære skovarealer, hvor både antallet af aflæsninger og mængden af affald er størst, skriver avisen.

- Affald tiltrækker affald, så når der ligger murbrokker, er andre mennesker desværre tilbøjelige til at komme med mere affald. Det skaber en form for legitimitet omkring svineriet, siger Anne Holm Hansen, direktør i organisationen Hold Danmark Rent, til Jyllands-Posten.

Tidligere var alle virksomheder tvunget til at betale til en ordning, så man kunne komme af med sit affald på en genbrugsstation. Men den ny erhvervsaffaldsordning er frivillig, og det betyder, at nogle svage sjæle bliver fristet til at spare pengene og i stedet vælger den lette løsning og dumper affaldet i naturen.

Byggeaffald fra håndværksvirksomheder er tilsyneladende det største problem, og hos Dansk Byggeri peger miljøkonsulent Simon Stig-Gylling på, at det delvis skyldes genbrugsstationernes åbningstider, som ikke tilgodeser håndværkernes arbejdstider.

- Det kan have noget at gøre med, at kommunernes rammer er for svage til at møde erhvervslivets behov. Men når det er sagt, tager Dansk Byggeri stor afstand fra den form for lemfældig opførsel. Det er jo kriminelt, siger han til avisen.