Det var en ulv, som Naturstyrelsen fandt død i Hanstholm Vildtreservat i Thy søndag den 16. november. Dermed er det første gang i 199 år, at en ulv med sikkerhed er observeret i Danmark uden for fangenskab.
Det oplyser Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det er DTU - Veterinærinstituttet, som har foretaget vurderingen efter obduktion og genetiske analyser. Det står samtidig klart, at ulven er i familie med bestanden af tyske ulve.
En stor opdagelse
Ulvens DNA matcher fuldstændig de ulve, der lever syd for den danske grænse.
- For den danske natur er det en stor opdagelse. Vi har ikke haft bekræftede observationer af ulve i 199 år, og det er et dyr på toppen af fødekæden, som vi ellers ikke har mange af i vores natur. Det var en enlig strejfer, og den er nu død. Om og hvornår der i givet fald kommer en ny strejfer til Danmark, ved vi ikke, siger kontorchef i Naturstyrelsen, Ole Markussen i en pressemeddelelse.
Død af betændelse
Ole Markussen regner ikke med, der er flere ulve i Danmark i øjeblikket. Ulven døde ifølge obduktionsrapporten af en betændelsestumor, som til sidst blev så stor, at den kvalte ulven.
Inden da havde den i en længere periode ikke kunne indtage føde. Skelettet fra ulven i Thy bliver nu overdraget til Statens Naturhistoriske Museum i København.