Abonnementsartikel

Regeringen har bebudet, at den vil fremlægge en erhvervspakke, der skal styrke Danmarks konkurrenceevne. Pakken skal lanceres om et par uger, og indtil videre er alt tilsyneladende i spil, heriblandt det omdiskuterede håndværkerfradrag, der måske er på vej tilbage, men i en mere grøn udgave.

- Det kunne være en idé at målrette et eventuelt skattefradrag mod energirenoveringer og opgaver, der ikke ville blive lavet, hvis det ikke var på grund af fradraget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men det er for tidligt at sige noget konkret, da regeringen endnu ikke har spillet ud med noget, siger De Radikales erhvervsordfører Andreas Steenberg til 3byggetilbud.dk, der formidler byggeopgaver mellem firmaets leverandører og private boligejere.

Nyt fradrag vil give vækst

Samtidig forlyder det ifølge Børsen, at regeringen arbejder på en grøn boligjobordning, hvor boligejere, der energirenoverer, kan få tilskud. Sker dette, kan det private byggeri få et tiltrængt løft, efter at håndværkerfradraget blev skrottet, mener 3byggetilbud.dk.

- Der er rigtig mange boligejere, der skal i gang med diverse bygge- og renoveringsprojekter her til foråret, og for mange afhænger et eventuelt fradrag af, om de går i gang med opgaven. Så kommer fradraget tilbage, kan det betyde en vækst inden for byggeriet i de kommende måneder, siger kommunikationschef i 3byggetilbud.dk Michael Müller og fortsætter:

- Samtidig er det en god idé at målrette tilskuddet mod energirenoveringer, da antallet af opgaver med lavenergivinduer, isoleringer, varmepumper og jordvarmeanlæg stiger i disse år. Danskerne er blevet energibevidste, men et tilskud kan være afgørende for, om man går i gang.