Abonnementsartikel

Er mine nye havemøbler lovlige eller ej efter EU's nye tømmerforordning, der forbyder import af ulovligt fældet træ?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tja, som med så mange andre EU-regler er det ret kompliceret at finde ud af. Men med en smule ihærdighed kan det dog lade sig gøre.

Baggrunden for den nye EUTR-forordning om import af tømmer er, at en række efterspurgte træsorter, specielt tropiske træer, er i fare for at blive helt udryddet på grund af ulovlig hugst. Det gælder for eksempel træsorter som ibenholt, flere forskellige mahogni-sorter, afrikansk teak og kirsebær, brasiliansk rosentræ og mange andre, der er med på den internationale CITES-liste over træer, planter og dyr, der er totaltfredede.

Desuden er der en række træsorter, der er stærkt truede af den kraftige efterspørgsel. Derfor har de fleste af de lande, hvor træerne vokser, indført restriktioner eller forbud mod fældning og salg af de efterspurgte træer. Det skaber så et marked for illegalt fældet træ. Derfor ønsker EU at lave partnerskabsaftaler og en licensordning med de enkelte producentlande, så der ikke er tvivl om træet er lovligt fældet eller ej.

Undtagelser for nogle færdigvarer

Hvis alt importeret træ skal have en EU-licens for at være lovligt, var tingene nok til at finde ud af. Men så enkel er verden ikke, set fra Bruxelles. Der er en række undtagelser, specielt for forarbejdede trævarer, hvor der altså godt kan indgå ulovligt skovet træ. Til gengæld er alt rå-træ som hovedregel omfattet af de nye regler.

Havemøbler er en af undtagelserne. Er havemøblerne produceret i et land uden for EU og importeres hertil som færdige møbler, er de undtaget fra reglerne og kan sagtens være lavet af ulovligt træ. Men er møblerne lavet i EU af importeret træ, skal træet være lovligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Undtagelserne er ikke kun havemøbler, men også spisestuestole uden polstring og polstrede stole og sofaer, blot de er fremstillet uden for EU. Det samme gælder musikinstrumenter, legetøj, håndtag og skafter til værktøj og haveredskaber, koste og børster, paraplyer, blyanter og bøjler, for blot at nævne nogle af undtagelserne.

Derimod er for eksempel terrassebrædder, gulvbrædder, træplader og og en række træmøbler, for eksempel til kontorbrug, omfattet af de nye regler, der kan findes på hjemmesiden www.eutr.dk

To kontrolsystemer

Det er import- eller produktionsvirksomhederne selv, der skal sørge for, at de nye regler bliver overholdt. Det skal ske på to måder. Den første er et såkaldt "påpasseligheds-system", der som regel med et engelsk udtryk kaldes "due dilligence". Det går ud på at sikre information om træet, herunder det land, hvor træet er fældet, hvilken træart, der er tale om og om lovgivningen i oprindelseslandet er overholdt. Princippet skal bruges af de virksomheder, der bringer træet på markedet første gang i EU.

Alle andre virksomheder i EU, der derefter håndterer træet eller træprodukterne, er omfattet af et krav om sporbarhed, så man kan følge træets vej fra rå stammer til færdige møbler eller hvad træet nu bliver brugt til. Køber man som forbruger et dansk fremstillet havemøbelsæt af en tropisk træsort, skal forretningen, grossisten og møbelproducenten altså kunne dokumentere, hvor træet kommer fra og at det er lovligt importeret.