Mangler du inspiration til haven? Eller leder du efter nyt udstyr til dit kæledyr? Lørdag og søndag den 16.-17. marts kan du slå to fluer med et smæk i Messe C i Fredericia, hvor der er dobbeltmesse for kæledyrs- og have-entusiaster.
Og der er nok at se på ved messen Vild med dyr/Vild med udeliv.
- Ikke færre end 180 udstillernavne står klar til at give de besøgende et brag af en weekend, og nu glæder vi os alle sammen bare til, at det bliver lørdag morgen klokken 10.00, hvor vi åbner dørene, siger en forventningsfuld Ina Pilegaard, projektassistent i Messe C.
Store præmier
For nogle af de besøgende bliver messen ekstra givende oplevelse. Der er nemlig præmier til en samlet værdi af 60.000 kroner på højkant under messen.
Hovedpræmien er et Vitavia Sirius orangeri til en værdi af 21.000 kroner, og man kan blandt andet også være heldig at vinde en hel dags rådgivning fra en dygtig anlægsgartner.
Havemand og tv-vært Claus Dalby, som ellers sjældent kan opleves live, er blandt topnavnene på scenen, som også byder på blandt andre Signe Wenneberg og Jørgen Skouboe, som er kendt fra blandt andet tv-programmet "Nak og Æd".
Læs mere om messen på http://www.vildmed2013.dk/