Håndværkerfradraget bliver nu - endelig - genindført og kommer til at gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2013. Derudover bliver fradraget også udvidet, så sommerhusene bliver omfattet af ordningen.
Det blev oplyst sent søndag aften, efter regeringen og den borgerlige opposition var blevet enige om flere tiltag i forbindelse med den såkaldte vækstpakke.
- BoligJobordningen (håndværkerfradraget - red.) genindføres med fuld virkning i 2013 og 2014 og udvides samtidig til at omfatte sommer- og fritidshuse med virkning fra 22. april 2013. Det bidrager til øget vækst og beskæftigelse i især små og mellemstore håndværks- og servicevirksomheder, står der i aftalen, som politikerne har forhandlet på plads.
Regeringen har lyttet
Håndværkerfradraget blev indført af den borgerlige regering i 2011 og skrottet af den nuværende regering i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i slutningen af 2012.
Regeringen har dog allerede for et par måneder siden lagt op til, at fradraget skulle genindføres, men forhandlingerne om vækstpakken træk ud. Og det hele endte tilsyneladende blandt andet med, at oppositionen havde held med at overbevise finansminister Bjarne Corydon (S) om, at ordningen skulle udvides.
Især De Konservative har argumenteret for, at man også skulle kunne få fradrag for arbejde ved sommerhuse, lige som Dansk Byggeri og andre organisationer i byggebranchen er kommet med samme argumenter.
Fradrag for 4,7 milliarder
454.160 danskere har brugt håndværkerfradraget i 2012, viser en foreløbig opgørelse, som Skatteministeriet har udarbejdet sidst i marts.
Ifølge opgørelsen har danskerne tilsammen fået lavet fradragsberettiget arbejde for knap 4,7 milliarder kroner. Det har resulteret i et statsligt provenutab på godt 1,5 milliarder kroner.
Tallene for 2012 er som forventet større end de tilsvarende tal for 2011 (godt 3,2 milliarder og knap 1,1 milliarder), da fradraget først blev indført i juni 2011.