Fredag lagde 2.727 besøgende vejen forbi Have & Landskab 2013, der i alt kom op på 9.635 gæster i løbet af de tre dage, messen varede.
Dermed besøgte 650 flere udstillingen i forhold til 2011, men det magiske 10.000-tal blev dog ikke nået - ligesom rekorden på omkring 10.600 besøgende fik lov til at leve videre.
Men trods det og en enkelt byge efter frokosttid fredag er udstillingsleder Kristian Larsen mere end tilfreds med 2013-udgaven af Danmarks største grønne messe.
- Det har været en stor succes i år, det må jeg sige. Alt fra toiletforhold over den nye Facebook-profil til mængden af beslutningstagere blandt de besøgende, siger Kristian Larsen.
- Og nu kommer regnen jo rullende, så det er nærmest symbolsk, at man kunne opleve sommerens sidste sol på Have & Landskab. Derfor ser jeg allerede nu frem til 2015.