Abonnementsartikel

Under den sigende overskrift "Ny afgift er helt ude i hegnet" fortæller avisen BT i dag, at skatteministeriets embedsmænd har udtænkt en snedig plan for at fange eventuelle brændeovnsejere, der pønser på at spare den nye brændselsafgift og i stedet købe brændsel kamufleret som noget helt andet, eksempelvis raftehegn, flis og bark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremover skal du tilsyneladende selv bevise over for skattemyndigheden, at du ikke har i sinde at save dit nye raftehegn i små stykker tilpasset lågen i din brændeovn.

Hvordan bevisførelsen skal forgå, er øjensynligt endnu ret usikkert. Det siger Martin Einfeldt fra Dansk Skovforening til BT.

- Du skal som forbruger betale afgift på alle træprodukter fra skoven, som ligger på samme prisniveau som brænde. Det vil sige alt lige fra flis og bark og pæle. Det bunder i, Skat tror du er skyldig, indtil det modsatte er bevist. Så for en sikkerheds skyld tager Skat afgift for det hele, og så skal du som forbruger bevise, at Skat har uret for at få pengene retur. Hvordan du skal bevise det, ved vi ikke endnu, og det tror jeg faktisk heller ikke, Skat selv er klar over, siger han til avisen.

Sidste år vedtog Folketingets partier en afgift på brænde, som skal gælde fra næste år - den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift. Og herefter har skattemyndigheden altså lavet en plan for, hvordan afgiften skal kradses ind. Det er denne plan, der nu er i høring, og ifølge Martin Einfeldt har den mødt hård kritik.