Abonnementsartikel

Det er et sørgeligt syn, der mødte mange haveejere dagen efter stormen. Den voldsomme blæst efterlod tydelige spor i store dele af landet, og mange haveejere stod op til en have med væltede træer og store grene, der er knækket af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I første omgang skal du som haveejer tage bestik af situationen, og se til, at træer ikke har ødelagt bygningskonstruktioner som for eksempel huse, udhuse og carporte. I tilfælde af skader skal forsikringsselskabet  kontaktes og skaden anmeldes, tilråder Jesper Carl Corfitzen, som er havefaglig leder i Haveselskabet.

Fjern de væltede træer nænsomt

Vigtigst er det derefter, at du får fjernet eventuelle væltede træer, der ligger og trykker oven på hække eller andre af havens planter.

- Gå forsigtigt til værks, og fjern det stykvis. Alliér dig eventuelt med en træteknikker eller træplejer, hvis det handler om at få fjernet større træer, der ikke helt er væltet endnu, eller store grene, der kun delvist er knækket af. Mindre buske og træer, der helt er knækket, kan du bare save væk og fjerne med det samme, siger Jesper Corfitzen.

Skær tilbage til en grenkløft

Træer, hvor enten hele hovedstammen er flækket, eller de fleste hovegrene er knækket, står sandsynligvis ikke til at rede.

-  Drejer det sig derimod om enkelte flækkede eller knækkede grene, kan du fjerne dem ved at save et rent og lige snit lige under det beskadigede punkt. Sav aldrig midt på en gren, men skær altid tilbage til en grenvinkel. Mindre knækkede grene og kviste kan renklippes med saks eller ørnenæb. Her skal du også klippe tilbage til en grenvinkel, siger Haveselskabets havefaglige leder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Træer med bare rødder

Mange af havens buske eller mindre træer kan have revet sig løs ved roden. Landskabsarkitekt Louise Møller fra Haveselskabets rådgivning råder til, at haveejeren tager bestik af, om buske og træer blot kan rettes op og få en støttestolpe, eller om de står så løse, at de helt må fjernes.

- Står træerne for løse, kan du risikere, at de blot vil vælte igen ved næste kraftige blæsevejr. Nyplantede træer og buske kan derimod sagtens genplantes på ny. Husk at binde træerne til opbindingsstolper, så de ikke vælter igen. Større træer med tykke stammer, der alligevel skal fældes, kan måske bruges fremadrettet som stativ for klatreplanter eller formes til skulpturer. Så har de da fået et nyt formål om ikke andet, foreslår Louise Møller.

Stormen tager de svageste

Trist er det, når vi rammes af den slags storme, og specielt når det går ud over vores elskede haveplanter. Men vi kan jo samtidig se det som en potentiel mulighed for at komme ud og plante nyt efterfølgende, mener Haveselskabets eksperter.

- Der er ofte tale om, at stormen luger de mest svage træer bort og skaber plads til nye, trøster Jesper Corfitzen.