Den nordamerikanske mink, som Danmark producerer omkring 15 millioner af årligt, er blandt de arter, som kan havne på EU-Kommissionens liste over invasive arter, der skal forbydes.
Med over 10 milliarder eksportkroner i minkskind er sagen af så alvorlig karakter for Danmark, at den bliver fulgt med skærpet opmærksomhed hele vejen gennem systemet.
Ifølge altinget.dk er finansministeriet blevet orienteret om konsekvenserne for statsbudgettet, hvis mink skulle ende på sortlisten, og miljøminister Ida Auken (SF) lover at følge sagen til dørs i EU's ministerråd.
- Hvis den amerikanske mink skulle komme med på sortlisten, og hvis Kommissionens forslag bliver vedtaget i sin nuværende form - så vil det kunne få meget alvorlige konsekvenser for dansk minkavl. Det er naturligvis ikke acceptabelt for regeringen. Så længe mink holdes på forsvarlig vis, skal der selvfølgelig være mulighed for også at holde mink til pelsproduktion i fremtiden, for det er et vigtigt erhverv for Danmark, siger miljøminister Ida Auken til altinget.dk.