Et væld af gule og grønne efterårsbilleder har beriget fritidsmarkedet.dk i denne måned, hvor mange læsere har bidraget med deres smagsprøver på, hvor smukt efteråret kan være.
Flere af billederne har fanget essensen af efteråret i en sådan grad, at juryen endnu en gang var i tvivl om, hvem der skulle kåres som vinder. Men til sidst blev der opnået enighed om, at Ingelise Tomdrups billede, der i øvrigt blev publiceret på konkurrencens sidste dag, er det bedste.
Vinderbilledet blev taget den 3. november i de smukke omgivelser i Jægersborg Dyrehave ved København, hvor Ingelise Tomdrup, hendes mand og deres familie hvert år nyder festlighederne omkring den såkaldte Hubertusjagt - Danmarks mest kendte af slagsen.
Hjorte siger på gensyn
Når Hubertusjagten er i gang, er man aldrig i fare for at føle sig ensom i Dyrehaven. Hvert år kommer der nemlig op mod 40.000 efterårsglade gæster for at se jagten, der er opkaldt efter skytshelgen Hubertus.
Med så mange mennesker omkring kan det være en udfordring at finde en lysning i mængden. Derfor valgte Ingelise Tomdrup og hendes mand at vandre væk fra de andre for at nyde den smukke efterårsskov i fred.
Og det var så der, at de stødte ind på otte forsigtige kronhjorte. To af dem blev fanget på vinderbilledet sammen med røde blade på "gulvet" og grønne og gule blade i "loftet".
Hjortene er på vej ud af billedet som et symbol på, at efteråret endnu en gang har vinket os farvel og på gensyn næste år.
Næste tema: Jul og nytår
Men selv om efteråret er slut, fortsætter Fritidsmarkedet ufortrødent med fotokonkurrencen - denne gang med "Jul og nytår" som tema.
Du er derfor som altid velkommen til at uploade dit billede på vores hjemmeside ved at klikke her.
Vinderen kan se frem til at blive præmieret med en motorsav fra Stihl til en værdi af 3.695 kroner inklusiv moms. I denne omgang sender vi i øvrigt en løvsuger fra Primus Danmark - og en tak for det flotte billede - til Ikast i Midtjylland, hvor Ingelise Tomdrup bor.