Abonnementsartikel

Præstø Madmarked åbner den 20. januar et nyt akademi, der skal uddanne medarbejdere hos Præstø Madmarked inden for økologi og bæredygtighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formålet er, at medarbejderne fremover bedre kan guide forbrugere på vej til at træffe fornuftige valg, men kurserne bliver også gratis for alle andre interesserede.

- Den viden vi danskere har om fødevarer, og hvordan de bliver produceret, er desværre ubeskrivelig lav, siger Birgitte Escherich, indehaver af Præstø Madmarked, og kommende underviser på kurserne.

- Det er vigtigt at vi ved, hvor maden kommer fra, og hvordan den bliver til, fordi det er den eneste måde, vi kan træffe fornuftige valg på, når vi køber ind. Og den traditionelle fødevarehandel i dag er meget kompleks, så det kan være svært at gennemskue. Det håber jeg at kunne ændre på med dette akademi, siger Birgitte Escherich.

Ny viden

Aalborg Universitet har fulgt Præstø Madmarked tæt for at indsamle viden om forbrugeradfærd, og hvordan madmarkedet udbreder økologi i lokalområdet. Her er holdningen, at det nye initiativ vil få stor værdi.

- Det er fantastisk, at man kan sætte sådan et initiativ i gang med lokalsamfundet som målgruppe, så man ikke nødvendigvis skal på et universitet for at få inspirerende ny viden. Min egen forskning om unge og deres madvaner, peger også på at viden om, hvem der har lavet maden, hvor den kommer fra og i det hele taget viden om produktion, også påvirker vores madoplevelser, siger Boris Andersen fra forskergruppen FINe (Foodscapes, Innovation og Netværk) på Aalborg Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

At viden om økologi kommer lokalsamfundet til gode, begejstrer også Økologiafdelingen hos Landbrug & Fødevarer.

- Jeg tror, at folk er glade for at få solid information om, hvad økologien står for, og hvordan de kan udnytte råvarerne bedst muligt. Det her projekt lyder til at have noget tyngde, og det er positivt, når nogen vil udbrede viden om økologi på denne måde. Hvis hun endda kan tiltrække folk udover madmarkedets ansatte, har det virkelig potentiale til at give en god spredning, siger Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer.

Den gamle toldbod ved havnen i Præstø danner rammen om Præstø Madmarked. I stueetagen er der butik, mens det er tanken at førsteetagen snart skal tages i brug som forsamlingshus. Blandt andet med en salatbuffet, hvor folk kan købe kødet i stueetagen og tage med ovenpå.