Abonnementsartikel

Det skal være lettere at være producent af frilandsgrise. Det er tanken bag det so-hotel, som CN Agro præsenterede på Nutrifair-messen for nylig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg mener, at interessen for at gå over til frilandsproduktion er stor blandt svineproducenterne. Ikke mindst fordi frilandsgrise har en højere værdi end traditionelle grise, siger Christian Nørgaard, indehaver af CN Agro på Mors.

Han tilføjer, at frilandsproduktion hidtil har været meget arbejdskrævende, og derfor har hans virksomhed udviklet det flytbare so-hotel.

- Der er ståhøjde inde i hotellet, og det gør arbejdet lettere. Det er også lettere at lave ammesøer og foretage fødselshjælp, forklarer Christian Nørgaard.

Passende indretning

Konstruktionen er modulopbygget, så kunden selv kan vælge den størrelse og indretning, som passer til dennes behov.

So-hotellet fås fra to enkeltrum til seks enkeltrum i længderetningen eller tre og tre mod hinanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med en gang i midten har man overblikket, siger Christian Nørgaard.

Der er frostfrit vand til søerne ved hjælp af et indendørs tanksystem, som fyldes op med en tankvogn ved behov.

Fodereffektiviteten er høj med et minimalt spild, idet der fodres indendørs.

- Selv om døren holdes lukket for at holde rovdyr væk fra pattegrisene, har søerne altid adgang til vand og foder.

Ifølge Christian Nørgaard er der mulighed for forskellige varmekilder, såsom elvarmelamper, gasvarme eller solceller på taget - både til smågrisehulen og til at holde drikkevandet frostfrit.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Søerne har adgang til det fri via låger og lamelgardin, hvilket også betyder, at luftskiftet om sommeren er optimalt.

Nyt område

So-hotellet er et helt nyt område for CN Agro, der ellers er mest kendt for sine kalvehuse, hestebokse og øvrigt materiel til alle klovbærende dyr.

CN Agro har dog de senere år leveret en del gruppehytter til søer og grise på friland.

So-hotellet har i et halvt år været afprøvet på en bedrift i Nordjylland, og ifølge Christian Nørgaard er resultaterne herfra lovende.

- Vi udvikler stadig prototypen og regner med at opstille et sohotel hos en frilandsproducent i løbet af foråret, siger Christian Nørgaard og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Prismæssigt, fordele og det rationelle taget i betragtning, kan So-Hotellet nemt matche enkelthytter.