Med fire nye initiativer vil fødevareminister Dan Jørgensen (S) forbedre hundenes velfærd og give hundene et bedre hundeliv.
- Det forpligter at have et kæledyr. Man skylder både hunden og sig selv at vælge sin hund med omhu og gøre sig klart, om man har tid, penge og plads, inden man anskaffer sig den. Det er forkert med en køb-og-smid-væk-kultur, når det handler om dyr, siger Dan Jørgensen i en meddelelse fra Fødevareministeriet.
Hvert år registreres der cirka 70.000 nye hunde i Danmark, og samtidig aflives der årligt flere tusinde raske hunde - i mange tilfælde fordi ejeren ikke længere magter at have hunden. Samtidig importeres hunde illegalt fra lande, hvor de er avlet ofte under kummerlige forhold på såkaldte hundefabrikker.
Forbyde salg af hunde
Dan Jørgensen vil derfor indgå et partnerskab med Dyrenes Beskyttelse, Dansk Kennel Klub og Den Danske Dyrlægeforening om en kampagne rettet mod folk, der overvejer at købe hund, så de gør det på et mere oplyst grundlag. Derudover vil han forbyde salg af hunde på markeder.
- Hunde skal ikke være ofre for impulskøb. Køb og salg af hunde skal ske under ordnede og gennemskuelige forhold, og hundeejere skal vide, hvad de går ind til, når de får en hund, så det bliver et lykkeligt bekendtskab både for hunde og mennesker, siger Dan Jørgensen
Flade snuder
Derudover vil ministeren indføre en bestemmelse i dyreværnsloven om, at kæledyr skal avles, så de ikke får uhensigtsmæssige karakteristika, der giver velfærdsproblemer for dyrene. For eksempel avles nogle hunde, hvorved de får så flade snuder, at de har svært ved at trække vejret.
- Det skal ikke være modediller, der dikterer, hvordan hunde bliver avlet. Derfor ændrer vi nu loven, så dyr fremover bliver avlet, så de undgår vejrtrækningsproblemer eller medfødte skavanker, der hæmmer dem på anden måde, siger Dan Jørgensen.