Tusinder af heste-entusiaster fra nær og fjern Herning for avlsfagligt at opdatere sig, når udstillingen Hest & Rytter åbner i morgen, torsdag den 6. marts.
På messen kan man købe avlshingste og rideheste på auktion, ligesom man kan få alverdens udstyr til hest og rytter. I gallashowet kan man opleve nogle af Danmarks største musiknavne og se udenlandske kunstnere udføre nervepirrende stunts.
Hver eneste udstillingshal tages i brug, og 330 udstillere indtager det store messeområde. En af hallerne indrettes som stald for de cirka 350 kostbare heste, der fragtes til Herning for at deltage i kåring og konkurrenceklasser. Mange af hestene er flere millioner kroner værd, så samlet set er der tale om heste for svimlende summer.
Frivillige hjælpere
Dansk Varmblods hingstekåring, der hvert år bakkes op af 300 frivillige hjælpere, omsætter for millioner og er af afgørende betydning for avlsforbundets økonomi. Et forbund, der med succes har været ført af den samme formand, Jan Pedersen, i over 20 år.
Hingstekåringen forventes i år besøgt af over 52.000 mennesker, der deler en brændende interesse for heste. Hesteejerne er alt fra almindelige hobbyryttere, avlerfamilier og professionelle hingstestationer til kendte forretningsfolk. Blandt hesteejerne er H.K.H. Prinsesse Benedikte og entertaineren Niels Hausgaard.
Clinic med Hoffmann
Udover selve Hingstekåringen og Unghestechampionatet, der afvikles over alle arrangementets dage, byder programmet i Herning på messen Hest & Rytter fra torsdag aften til søndag aften, en clinic med dressurikonet Hasse Hoffmann torsdag aften, to gallashows fredag og lørdag aften og Dansk Varmblods Forårsauktion lørdag eftermiddag.
Det er stadig mulig at købe billetter til hingstekåringen, og de kan enten købes online eller direkte ved hovedindgangen i MCH Messecenter Herning. Vælger man at købe direkte ved døren, kan man dog ikke være helt sikker på at få en billet, da der kan være udsolgt.
Det forventes, at der bliver helt udsolgt torsdag aften, lørdag dag og lørdag aften. Køber man sin billet online, skal den bestilles senest klokken 19 dagen før og kan så afhentes ved Hovedindgang Vest.
Du kan købe billetter online her.