Abonnementsartikel

Ærter er noget af det lækreste, man kan dyrke i sin have ? og en af de bedste afgrøder, som man kan forestille sig at gå i bedet og spise direkte af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange, der dyrker ærter, vil opleve, at afgrøden sjældent når helt ind til køkken og spisebord, men bliver spist direkte fra bedet.

Selv i højsæsonen, hvor vi kan købe relativt friske ærter, vil de ofte være høstet for 1-2 dage siden - og det går udover smag og sprødhed. Så dyrk ærter for at spise dem så friske som muligt Friske ærter skal spises, når de har den helt rigtige størrelse - hverken for store eller for små.

Nemme at dyrke

Ærter er faktisk nemme at dyrke. Men selvfølgelig er der forhindringer med mange detaljerede beskrivelser af, hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre. Men de fleste vil med succes kunne dyrke ærter med følgende hovedprincipper:

Ærter kan sås fra midt i april til midt i juni og spirer ved temperaturer fra 5-23 grader. Og det er en rigtig god ide at så lidt af mange omgange, frem for at så det hele på én gang. Hellere spise ærter løbende over en lang periode, end at have flere end man kan spise i en kort periode.

Jorden skal være arbejdet godt igennem i dybden, inden der sås. Lav en rille, 4-6 centimeter dyb, vand den og så ærterne med cirka 5 centimeters mellemrum. Man kan eventuelt lægge frøene i blød i max. 12 timer inden såning for at fremme spiringen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lav gerne dobbeltrækker med 15-20 centimeter imellem, og vil man så mere end to rækker af gangen, så lav god plads mellem dobbeltrækkerne, så man kan komme ind imellem dem, når der skal plukkes af ærterne.

Ærter skal have noget at klatre op af: Et bambusstativ, rionet eller andet, der er solidt. Sæt det op allerede ved såning, så det står klar, når planterne kommer op. Har man mange duer eller kragefugle i nabolaget, er det en god ide at dække af med fiberdug eller løse grene i begyndelsen.

Ærter er såkaldte ?kvælstoffikserende planter? - de tilfører jorden kvælstof - oven i købet nok til at dele med naboplanter. Derfor behøver man sjældent at gøde ærter, og man kan med fordel så dem sammen med andre afgrøder, som de trives sammen med: spinat, kål, gulerødder, bønner og radiser. Ærter skal ikke gro for tæt ved kartofler og løg.

Nogen sol og rigelig vanding er grundvilkårene for en vellykket ærtehøst. Så sørg for at vande i tørre perioder - planterne trives ved det, og velvandede ærteplanter angribes ikke så nemt af meldug.

Normalt kan man høste ærter 60-70 dage efter såning. Marværter er de almindelige ærter, hvor man kun spiser de runde ærter indeni bælgene, mens man med sukkerærter, mangetout, spiser bælg og det hele, inden frøene i bælgene udvikles. Det er også sukkerærter, der er de bedste, hvis man ønsker at dyrke ærteskud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ærter skal ikke dyrkes på det samme sted år efter år - optimalt bør der gå tre til seks år mellem dyrkning af ærter på samme stykke jord.

Du kan læse mere om ærtedyrkning på www.albinusfro.dk, hvor du også kan købe forskellige slags ærtefrø.