Abonnementsartikel

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) sender nu sit bud på en forvaltningsplan for ulv i høring. Planen gør det klart, hvordan vi i fremtiden skal håndtere ulv i dansk natur.

Husdyrejere i områder, hvor ulven lever, skal kunne søge om tilskud til ulvesikre indhegninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landmænd, der mister et får, en ko eller en ged til en ulv, skal kunne søge om kompensation. Og ulve, der ikke er sky over for mennesker, eller som gentagne gange angriber husdyrene, selvom landmanden har sikret dem, skal kunne skydes med en særlig tilladelse.

- Vildtforvaltningsrådets udkast til forvaltningsplan for ulv var så gennemarbejdet og grundigt, at der ikke var meget at ændre. Jeg er glad for, at vi kan fremlægge en plan, der både beskytter ulven, husdyr og mennesker. Vi har en forpligtelse til at beskytte ulven, da den er en beskyttet art i EU, men vi har bestemt også en forpligtelse til at beskytte landmændenes dyr. Og endelig skal vi for alt i verden sørge for, at ulve, der viser en irrationel adfærd og er til fare for mennesker, kan skydes, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Eksemplarisk samarbejde

Den knapt 50 sider lange forvaltningsplan for ulv er i første omgang blevet til i et tæt samarbejde mellem danske grønne organisationer og interessenter på området, som favner både Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer, Dyrenes Beskyttelse, Friluftsrådet og Dansk Skovforening.

Høring i seks uger

Planen lægger desuden op til, at der bliver iværksat informationskampagner og workshops om ulv i de områder, hvor ulven lever.

Forvaltningsplanen vil være i høring i seks uger, hvorefter den forventes godkendt og implementeret i løbet af sommeren 2014.