Abonnementsartikel

En Stihl motorsav til en værdi på 3.495 kroner er snart på vej til Jacob Teilberg Andersen i Fjerrritslev. Han er nemlig mesteren bag vinderbilledet i denne udgave af Fritidsmarkedets fotokonkurrence.

Temaet var "Forår", og Fritidsmarkedets dommerpanel er blevet enig om, at billedet af Jacob Teilberg Andersens datter Marie siddende på hug i forårsblomsterne er det bedste, selv om mange af de indsendte billeder også er af høj kvalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jacob Teilberg Andersen bor sammen med sin kæreste Line og deres to børn, Maria på otte og tre-årige Svante, på en ældre landejendom uden for Fjerritslev. Her er en ny motorsav yderst velkommen, idet et større beskæringsarbejde i haven forestår, inden der skal holdes bryllup til sommer, hvor han skal giftes med sin Line.

- Jeg var lige gået i gang med en gammel kædesav, som jeg havde købt brugt for nogle år siden, da den brød sammen, fortæller Jacob Teilberg Andersen, der til daglig arbejder som ingeniør.

Et par dage senere var han sammen med sin datter på besøg hos svigerforældrene, hvor der er en lille skov. Her satte Marie sig på hug og plukkede blomster, og så fik Jacob Teilberg Andersen travlt med at fotografere, for han vidste nemlig godt, at Fritidsmarkedet afholder fotokonkurrencer:

- Vi har altid Fritidsmarkedet liggende derhjemme, så det var nærliggende at gribe kameraet, da lejligheden bød sig, siger han og tilføjer:

- Det er jo virkelig heldigt, at tingene sådan falder i hak.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mit sjoveste billede

Den næste fotokonkurrence kan hermed skydes i gang, og temaet er denne gang "Mit sjoveste billede". Præmien, sponsoreret af Stihl, er en benzindrevet Stihl hækkeklipper model HS 45 til en værdi på 2.995 kroner inklusiv moms.

Maskinen har en miljøvenlig 2-Mix motor med antivibrationssystem og Stihl ElastoStart - perfekt til både små og store opgaver.

Vær med i konkurrencen om at vinde denne fine hækkeklipper. Har du et sjovt billede eller flere, så kan du gå ind her og uploade - maksimalt tre - billeder.

Fototip

Selv om det ind imellem er oplagt at lave billeder på højkant, er de mest almindelige billedformater på nettet faktisk gengivet i bredformat.

Man risikerer altså, at ens billede bliver beskåret, når det er på højkant, og det er derfor en god idé at holde kameraet vandret, når du fotograferer til nettet.