Søndagens økodag, hvor de økologiske køer bliver lukket ud på græs, satte med 193.000 personer tilskuerrekord.
Det store besøgstal glæder Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening:
- Det er fantastisk dejligt, at så mange mennesker tager ud for at opleve det økologiske landbrug på første hånd, når de økologiske landmænd inviterer. Økodag er virkelig en festdag for både dyr og mennesker. Man kan ikke undgå at blive smittet af køernes begejstring, når de løber deres kåde forårsløb.
Økologiske køer har krav på at komme på græs. Måske er det derfor, at de hopper, springer og danser i kådhed, når de lukkes ud på det forårsfriske græs efter en vinter i stalden.