Abonnementsartikel

I Hjerm mellem Holstebro og Struer ligger Maria og Kristian Lundgaard-Karlshøjs bedrift Ausumgaard. Her er man meget tæt på at have en svineproduktion med styr på grisen hele vejen fra jord til bord.

En lille del af den årlige produktion på 12.000 slagtesvin på den vestjyske herregård kan nemlig gå uden for stalden og rode i jorden i en gammel frugtplantage, og svinene kaldes Ausumgaard-grise.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maria og Kristian Lundgaard-Karlshøj står selv for salget af Ausumgaard-grisene.

Seneste initiativ i den forbindelse er direkte salg til forbrugerne af såkaldte madkasser med svinekød og grøntsager. Hver torsdag kører en af medarbejderne rundt til private kunder i området omkring Holstebro, Struer og Lemvig og afleverer fødevarerne direkte ved køkkendøren. Hvis kunden ikke er hjemme, stilles kødvarerne efter aftale i en termokasse.

- Gårdbutikken ligger lige ved siden af svinestaldene. På et tidspunkt, da priserne på grise var træls, kunne vi se, at avancen på et slagtesvin og en bakke jordbær var den samme. Det var derfor interessant at undersøge, om vi kunne øge værdien på grisene. Vi skal heller ikke glemme, at den konventionelle gris er under konstant forandring, og at vi som landmænd nødt til at følge med, så vi også i 2025 har den bedste vare med størst mulig værdi for både forbrugeren og os selv, siger Kristian Lundgaard-Karlshøj.

Han har ikke noget imod økologisk svineproduktion, men foretrækker fordelene ved at have sit eget koncept med såkaldte velfærdsgrise, der fodres og behandles konventionelt:

- Vi ser hver dag kunderne i øjnene, når vi sælger dem en vare, hvor man sagtens kan se og smage forskel på, om det er Ausumgaard-grisen eller fra den almindelige stald. Her kan de komme og besøge dyrene, og det er mit indtryk, at de godt kan forstå, at vi kan have to forskellige varer på hylden uden at blande tingene sammen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kristian Lundgaard-Karlshøj er overrasket over, hvor hurtigt velfærdsgrisene vokser. De sendes typisk tre uger tidligere på slagteri:

- Det er jo drøn-interessant. De spiser selvfølgelig mere end i staldene, og kødprocenten er kun 58 procent, men det gør jo ikke så meget, hvis jeg kan sælge kødet til en højere pris, når fedtet sidder sådan, at kødet bliver mere smagfuldt. Vi ser ting, som vi på sigt kan tage med ind i staldene, siger han.