Danmark har gode adresser, men der er stadig hvide pletter på landkortet. For eksempel mangler der adresser i mange kolonihaver, i storcentre, i baggårde med småerhverv, på hospitaler og universiteter og i store industriområder. Det kan blive fatalt i en situation, hvor det skal gå stærkt.
- For ambulancer, brandbiler og politi kan få minutters forsinkelse afgøre liv og død, og derfor er det afgørende, at de kan finde frem til den rigtige adresse, når det brænder på. Opgaven med at skabe bedre adresser var derfor en af de første, jeg tog fat på, da jeg tiltrådte som minister. Jeg er glad for, at alle brikkerne nu er faldet på plads, så kommunerne kan gå i gang med at lave præcise adresser, der hvor de mangler, siger Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter.
Andre fordele
Men der er også mange andre fordele ved at have en adresse, og de vil give store økonomiske gevinster for både den enkelte dansker, der får ny adresse, og for samfundet som helhed.
Hvis hjemmet, ejendommen eller virksomheden skal forsikres, er det nødvendigt at have en adresse. I flere kolonihaveforeninger er det et forsikringsproblem, at der mangler officielle adresser - for hvilket kolonihavehus er det så, der er forsikret?
Erhvervslivet vil også kunne mærke de nye adresser på bundlinjen, fordi det gør det lettere for kunderne at finde frem og for virksomhederne at lave kørselsplanlægning.
- De nye adresser er en stor økonomisk gevinst - både for den enkelte og for samfundet som helhed. Alene inden for det offentlige forventer vi at kunne spare over 100 millioner kroner om året, siger Carsten Hansen.
Borgerne får indflydelse
Kommunerne går nu i gang med at kontakte ejere, lejere, og administratorer i de områder, hvor der er for få adresser. Det skal sætte gang i en dialog om, hvilke adresser, der giver mest mening.
- Det er vigtigt at kommunerne og dem, der bruger adresserne har en god dialog om de nye adresser. Det kan for eksempel være, at en kolonihaveforening allerede bruger nogle oplagte interne vejnavne for at finde rundt mellem kolonihaverne og gerne vil bruge dem som officielle vejnavne. Det vil kommunen selvfølgelig lytte til, før de beslutter, hvad den officielle adresse skal være, siger Carsten Hansen.
Arbejdet med at lave de nye adresser begynder i maj 2014 og forventes afsluttet i løbet af 2015. Herefter vil der være en løbende opgave i kommunerne med at vedligeholde adresserne. Læs mere på danmarksadresser.dk.