Abonnementsartikel

Den opdaterede fingerklipper fra Avant har fået endnu skarpere skær og en ny fjederfunktion. Ifølge Avant Danmark klarer den nemt klipningen langs for eksempel marker, enge, veje og grøfter takket være nye skarpe skær og en klippebredde på 140 cm.

Klipperens skarpe skær gør det muligt at bruge det afklippede græs til eksempelvis hestefoder. Udover græsklipningen kan fingerklipperen også bruges til finpudsning af hække, da den kan klippe op til 1,5 cm tykke grene og kan hejses op i lodret position.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fingerklipperen kommer med en ny fjederfunktion, der sørger for, at når klipperen rammer en forhindring, slår fjederen automatisk fra og lader klippearmen falde tilbage ind mod maskinen. Derved tager klipperens knive ikke skade og rammer heller ikke minilæsseren. Derpå løftes redskabet et par centimeter fra jorden og vippes via redskabspladen fremad, hvorved redskabet falder tilbage i sin korrekte position og arbejdet kan genoptages.

Væk med håndsvinget

Klipperen er desuden udstyret med et støttesegl på bagsiden af knivene, som er med til at holde redskabet plant med jorden under klipning.

Når fingerklipperen skal i brug, kan den hæves/sænkes lodret via et manuelt håndsving. Vil man undgå håndsvinget, har Avant også løsningen på det: Som noget helt nyt kan der nu tilføjes en el-hejs, som løfter redskabet op i stedet for det manuelle håndsving, og det hele kan styres fra minilæsserens føresæde.

Fingerklipperen kan anvendes på alle Avant minilæssere fra 200 serien og op efter. Redskabet og resten af det store redskabssortimentet kan ses og købes hos Avant Danmark, som udspringer af Sorring Maskinhandel A/S.