Abonnementsartikel

En havenisse ude i vores blomsterbed? Aldrig i livet! Sådan har jeg altid set på den slags tosserier, men forleden fangede en havenisse altså min opmærksomhed. Den - eller han, skal man måske sige - havde et helt særligt udtryk, og ganske kort tid efter havde jeg købt min første havenisse.

Nu står den så lige der i det bed, hvor der absolut ikke må være nisser og ser tænksom ud. Den ligefrem beder om, at man skal dele sine tanker med den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den ene dag får vi at vide, at folk med billige F1-lån skal skynde sig at lægge om til fastforrentede lån, men den næste dag er vi til grin, hvis vi har gjort det, fordi renten alligevel ikke steg, som eksperterne spåede. Hvad skal man tro, nisse, spurgte jeg den for sjovs skyld forleden dag.

- Det er fordi, eksperterne er nisser ligesom mig. Men jeg er meget billigere i drift end eksperterne, og jeg kan spå om fremtiden lige så godt som dem, så det er egentlig underligt, at folk af min race ikke forlængst har fået sendetid i fjernsynet, sagde den til min store forbløffelse.

Uanset om det skyldes solstik, eller om min havenisse er noget ganske særligt, så giver det mening, hvad den sagde. For de her økonomiske spåmænd, hvoraf de fleste ikke forudså krisen i 2008 endsige dens omfang, er ikke andet end spåmænd. Og folk, der hævder at kunne læse fremtiden, skal man nok være varsom med at fæste lid til.

Og når nu de habitklædte økonomi-nisser forsøger at overtale danskerne til at bruge flere penge for at få gang i væksten, er der måske atter grund til at være på vagt. For i hvis interesse er det egentlig, spørger jeg så.

- Det er fordi, menneske-nisserne vil have så meget gang i økonomien, at jeres samfund endnu en gang vil løbe ind i en økonomisk krise, sagde nissen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kan da godt være, at nissen får ret. I storbyerne stiger ejendomspriserne voldsomt, forlyder det, og samtidigt er der tegn på flaskehals-problemer på arbejdsmarkedet. Lyder det ikke som et ekko fra de uansvarlige jubelår under den tidligere regering, inden krisen ramte landet?

Nissen og jeg foreslår derfor, at folk bruger deres penge fornuftigt, og når man har egen bolig, så er det i boligen at man skal lægge sine penge. Det giver da arbejde samtidigt med, at man holder sin bolig i god stand og dermed opretholder eller øger dens værdi.

I dette nummer af Fritidsmarkedet er temaet fornyelse og renovering, og her kan læserne finde inspiration til forbedringer eller forandringer af boligen.