Da Bangsbo Blomsterfestival ved Frederikshavn første gang blev afholdt i 1996 var det med blot 17 udstillende pavilloner. Sidenhen har festivalen udviklet sig til Danmarks 3. største blomsterfestival med tusindvis af besøgende fra hele landet og resten af Skandinavien.
Formålet med Blomsterfestivallen er at fremme interessen for planter og utraditionelle haver. Derfor kan man møde en bred vifte af engagerede udstillere: haveforeninger, amatørgartnere, planteskoler og organisationer.
De står alle klar til en god snak og giver gerne gode råd om deres blomster og planter, og der er rig mulighed for at gøre et godt kup.
Sommerjazz
Der bliver også sjove aktiviteter for hele familien og underholdning med svingende sommerjazz, solister, sportsdans, mavedans, korsang, gymnastik med mere under Knud Erik Thranes kyndige vejledning. Og når sulten melder sig, kan man besøge de hyggelige madboder og tage et hvil i smukke omgivelser.
Bangsbo Blomsterfestival 2014 finder sted den 31. maj til den 1. juni med 120 pavilloner og 60 udstillere fra hele Danmark og Skandinavien.
Det er en fast tradition at Bangsbo Blomsterfestival altid afholdes den første weekend i juni i Bangsbo Botaniske Have i Frederikshavn.