Abonnementsartikel

Det er en indviklet forhandlerrokade, der nu er gået op i en højere enhed for Helms TMT Centeret, så Schäffer har fået en ny platform i hele det nordjyske område.

- Udgangspunktet er, at Almas Agro og Almas Park & Fritid er blevet hovedforhandler af Schäffer i Nordjylland med lagerførende afdelinger i Aalborg og Brønderslev. Almas suppleres af den hidtidige forhandler i Himmerland, Farsø Maskinhandel ved Finn Aagesen, som vi fortsætter et næsten 20-årigt godt samarbejde med, siger Kristian Helms.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover er der indgået forhandleraftale med Mejlby & Vilsgaard A/S, som blandt andet afløser Morsø Motorcompagni som hovedforhandler på Mors og i Salling. Med Mejlby & Vilsgaard er der det specielle forhold, at firmaet har overtaget BMH A/S, der bestod af Vejrup Maskincenter og Bredebro Maskinhandel i Sønderjylland, som begge er Schäffer-forhandlere, og som fortsætter i deres områder som hovedforhandler.

Vejen åbnet

Da Helms TMT Centeret og Hjallerup Maskinforretning afbrød samarbejdet, lå vejen åben for, at Mejlby & Vilsgaard kunne blive Schäffer-forhandler ikke bare i de sønderjyske afdelinger, mens også i det nordvestjyske område.

På Thy udvider Helms TMT Centeret yderligere forhandlernettet med Jan Christensen og hans maskinserviceforretning, ligesom det i øvrigt er tilfældet med Boi Davidsen Maskinforretning i Bredebro i Sønderjylland.

- Hele kabalen er et resultat at en længere proces med mange bolde i luften. Vi kunne ikke på forhånd have forestillet os en stærkere struktur på det vigtige nordjyske marked, hvor der kører rigtigt mange Schäffer-maskiner, siger Kristian Helms og fortsætter:

- Med den store bredde i kundeunderlag hos forhandlerne lige fra landbrug til industri, entreprenører, minkfarme, boligselskaber, stutterier, kommuner, kirkegårde og have-/parkområdet betragter vi den nye struktur som ideel, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Medarbejderne hos de nye forhandlere er allerede i dagene omkring offentliggørelsen af de nye aftaler i fuld gang med at blive uddannet, så de er klar til at varetage service, reservedelsforsyning og salg.