Abonnementsartikel

De første hornfisk begynder at trække ind i de danske farvande omkring midt i april. De starter deres vandring ind gennem Limfjorden og derfra videre til resten af de indre farvande.

Sæsonen slutter midt i juni, hvor de trækker længere ud på dybt vand, hvor der er koldere. Derfor kan man i store træk sige at højsæsonen er fra cirka den 15. april til den15. juni.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er de store hornfisk, der kommer først, omend der er lidt længere imellem dem i begyndelsen af sæsonen. Lidt senere kommer stimerne af hornfisk, hvor der skulle være rig mulighed for at få succes med fiskeriet.

Hornfisken kan fanges fra de fleste kyster i Danmark, da den gerne kommer relativt tæt på land. Et godt bud er cirka fem til 25 meter ude.

Sådan fanges hornfisk

På hjemmesiden www.altomfiskeri.dk, der drives af den ivrige lystfisker Kim Andersen, kan man få følgende gode råd om, hvordan man kan fange hornfisk.

Hornfisken går højt i vandet, og det er derfor vigtigt, at fiske i det vandlag. Hurtig indspinning og højt hævet stangspids sørger for, at agnet går højt. Hastigheden må gerne være høj, da hornfisken er lynhurtig.

Hvis man bruger blink med stor overflade, kan man indspinne lidt langsommere, da den større overflade vil holde blinket ved overfladen. De tre mest benyttede agn til at fange hornfisk er almindelig blink, blink med silkekrog og bobleflåd med sildestykker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Børnevenligt agn

Silkekrogen, der hægtes efter et blink, er et smart og børnevenligt agn, da det ganske enkelt består af helt fine silketråde.

De små tråde vikler sig ind i hornfiskens små tænder, så den får svært ved at komme fri. Ulempen kan være at, man selv skal vikle det ud af fiskens næb. Det almindelige blink er også en vinder, selv om man vil opleve flere fejlkrogede fisk og formentlig også miste flere undervejs.

Hver lystfisker har nok sit eget favorit-blink til hornfisk, og en klassiker er et langt og blankt blink. Det er nok ikke skudt helt ved siden af, omend de fleste blink kan bruges uanset farve eller form.

Frosne sildestykker

Til bobleflåd med sildestykker kan man enten bruge ferske eller frosne sildestykker skåret i små trekanter. De sættes på en lille trekrog på to af krogene, så den sidste er fri. Det er vigtigt, at flådet fyldes med så meget vand, at man kan komme ud, hvor hornfisken er. Der bør være en meter line imellem flåd og trekrog.

Hornfisken jager på den måde, at den slår sit offer bevidstløs med sit næb, inden den vender tilbage for at sluge sit bytte. Dette er grunden til, at man vil opleve fejlkrogede fisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det giver også flere hug, som ikke resulterer i fisk, da man ofte kan mærke det bask, hornfisken laver. På www.altomfiskeri.dk findes også en oversigt over, hvor hornfisken er set.