Abonnementsartikel

300 haver ud over hele Danmark åbner for besøg i weekenden den 28.-29. juni. Vilde haver, køkkenhaver, prydhaver, rosenhaver, økologiske haver - store haver og små haver - og mange flere.

Deler du også haveglæden, er der helt sikkert både inspiration og gode oplevelser at hente. Kør ud i landet, og nyd en dag eller to i de skønne danske private haver, hvor gæstfriheden hersker blandt Haveselskabets medlemmer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Er du ikke før trådt indenfor i en åben have som havegæst, kan det føles lidt mærkeligt første gang, men kun første gang. Det er så opløftende at tage til åben have, og man kommer hjem med nye ideer, dejlige synsindtryk og en lyst til at kaste sig over et nyt projekt i sin egen have, siger Haveselskabets direktør Charlotte Garby, om den landsdækkende kampagne Havefestival 2014.

Få inspiration fra virkelige haver

Haveinspiration kan man hente mange steder blandt andet i gode havemagasiner, men intet er så godt som at se, hvad andre private haveejere har fået ud af deres haverum.

- Der er haver, som fokuserer på design og indretning, andre på farvesammensætninger og andre samler på særlige sorter, eller nyder at skabe den store økologiske køkkenhave med håb om selvforsyning. Du finder det hele i Haveselskabet, og haveejerne glæder sig til at få dig på besøg, fortæller Charlotte Garby.

Haveejerne fortæller gerne om deres haver, planter og ideer. Du kan både få et godt råd og masser af inspiration. Flere steder vil der endda være mulighed for at nyde en kop kaffe og købe en plante med hjem til din egen have.

På Haveselskabets hjemmeside www.haveselskabet.dk/havefestival kan du finde alle de mange åbne haver og se billeder, finde tidspunkter, adresser og planlægge din rute.