Muldvarp-exit er et nystartet firma, der professionelt bekæmper muldvarpe og mosegrise hos både private, landbrug og øvrige erhverv - primært i Jylland. Blandt firmaets kunder finder man juletræsproducenter, hvor især mosegrise er et problem.
- De æder juletræernes rødder og kan dermed give juletræsproducenterne et større økonomisk tab, fortæller den 27-årige indehaver Alex Kristensen, der driver firmaet www.muldvarp-exit.dk på fritidsbasis.
- På længere sigt vil jeg arbejde på fuld tid med mit firma, så jeg bestræber mig på at få serviceaftaler i hus, fortæller han.
I det daglige arbejder den unge mand med salg af tekniske industrigasser, og netop på det område har han en særlig ekspertise:
- Kun professionelle som os må lægge gift ud til muldvarpe og mosegrise. Giften er en slags pellets, som lægges ned i muldvarpens gange. Når pellets har optaget fugtighed fra jorden, udvikler de en meget giftig luftart, fosforbrinte, som dræber muldvarpene og mosegrisene, forklarer Alex Kristensen.
- Men muldvarpeskud tættere end 10 meter fra beboelser må ikke bekæmpes med fosforbrinte-pellets. Der benytter vi mekaniske fælder, tilføjer han. Alex Kristensen tilbyder et garantibesøg ved muldvarpebekæmpelse, hvor kunden har ret til en efterbehandling inden for en uge, hvis ikke bekæmpelsen har været tilstrækkelig første gang.
Der er andre og større aktører i hans branche, men Alex Kristensen ryster ikke på hånden af den grund.
- Jeg har ikke så store omkostninger og kan derfor tilbyde min ekspertise til en lavere pris end de etablerede selskaber, siger han.
Alex Kristensen fortæller, at det er bedst at bekæmpe muldvarpe fra april til juli og senere i oktober og november.
- I de mellemliggende måneder vandrer muldvarpens unger rundt for at finde eget territorium. Dels indtager de derfor efterladte gangsystemer, dels dør en del af dem under vandringen. I midten eller slutningen af oktober er der mere ro på bestanden, og naturen har sørget for sin egen begrænsning af antallet af dyr.
- Vores succesrate er på 90 procent efter førstegangsbehandlinger, så det er sjældent nødvendigt at komme ud en ekstra gang, siger han.