Ser man sig omkring i kødkvægslandskabet, er det overvejende det "grå guld", der dominerer. Sådan beskriver Dansk Kødkvæg alderssammensætningen blandt besætningsejerne.
Men der findes aktive unge mennesker, der vil gøre noget ved det problem, og unge Angusfolk har netop startet en ungdomsafdeling under hovedforeningen.
Det stiftende møde blev holdt hos Malene Mørch, som har været en af de drivende kræfter bag stiftelsen af ungdomsgruppen.
- Alle yngre mennesker med interesse for Anguskvæg er velkomne, siger Malene Mørch og håber på, at Angus Ungdom kan nå op på 25 medlemmer forholdsvis hurtigt.
På mødet i styregruppen var der en sand storm af ideer til, hvad der kunne gøres. Fælles for gruppen var ønsket om, at på den ene side diskutere de udfordringer, der er ved at have kvæg, og på den anden side at have det sjovt og rart sammen med unge med samme interesse.
Første gang Angus Ungdom træder frem offentligt bliver på Landsskuet i Herning. Næste møde bliver i september. Læs nærmere på facebook eller på www.danskangus.dk eller kontakt Malene Mørch på telefon 6174 4540 eller på malle_ven(at)hotmail.com.