Økologisk Landsforening afholder også ved dette års udgave af Landsskuet Danmarksmesterskabet i hø. Vinderne i de to kategorier skal findes lørdag den 5. juli, og kvæg vil være de firebenede dommere i kategorien ladetørret hø, mens heste skal bedømme det marktørrede hø.
For at være med i konkurrencen skal man enten indlevere sit hø til Økologisk Landsforenings kontor i Åbyhøj ved Aarhus eller tage det med til foreningens stand på Landsskuet senest den 5. juli klokken 11. Også Frank Erichsen, alias tv-værten Bonderøven, vil være til stede som dommer, og den kendte tv-personlighed vil også vise, hvordan han laver hø på sin bedrift Kastanjegården.
Smagsprøver og omlægningstjek
Hø-mesteren fra 2011 i ladetørret hø, Klaus Holt, vil også være på standen og fortælle om sin produktion af hø.
Udover hø-mesterskaberne vil Økologisk Landsforening byde på smagsprøver fra Naturmælk og et omlægningstjek.