Abonnementsartikel

På rådhuset i Assens er der glæde over, at fraflytningen fra den vestfynske kommune er bremset, idet antallet af borgere i Assens Kommune siden årsskiftet har ligget stabilt. Således var der ifølge www.assens.dk helt præcist 40.987 borgere i januar 2014, mens tallet for juni viser 40.988 borgere. Det fremgår af hjemmesiden for Assens Kommune.

- Tendensen over hele landet er, at borgerne søger mod de større byer. Derfor er det i sig selv bemærkelsesværdigt og overordentligt glædeligt, at det nu ser ud som om, at den tendens er stoppet i Assens Kommune, siger borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen (V).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremtid i egne hænder

Han mener, at en del af forklaringen på den glædelige tendens er, at mange tilflyttere søger nærmiljø og aktive lokalsamfund. Han nævner selv Haarby som et eksempel på et lokalsamfund, hvor borgerne har taget deres fremtid i egne hænder og via en række initiativer er i fuld gang med i et samspil med kommunen at skabe vækst i lokalområdet.

- Sådan noget giver sammenhold og dynamik i et område. Jeg synes, vi er gode til som kommune at give plads til og udnytte hinandens forskelligheder, og så tror jeg, at det bemærkes at Assens Kommune tør gå nye, innovative veje og prøve ting af til gavn for borgerne, siger Søren Steen Andersen og nævner som eksempler kommunens ordninger med teletaxa og uddannelsesbusser til Odense, landsbypedelordninger samt landsbyordninger, der sikrer en god skole og daginstitution i nærområdet.

Der fødes for få børn

Borgmesteren erkender dog, at det fortsat er en udfordring, at der fødes for få børn i kommunen. Her taler statistikken sit eget tydelige sprog. Andelen af 0-5-årige og 6-16-årige falder, mens gruppen 67-74-årige / 75-115-årige stiger. Til gengæld er den store skattebærende mellemgruppe på de 17-66-årige nu status quo.

- Vi kan blot håbe, at de bedre tider, der generelt er på vej i samfundet, har en positiv indflydelse på borgernes lyst til at sætte flere børn i verden. Samtidig satser vi benhårdt på at lokke flere børnefamilier til vores kommune. Blandt andet derfor har vi som en af de første kommuner i landet afskaffet byggesagsgebyrer på vores byggegrunde, ligesom vi prøver nye, innovative veje som finansiering af byggegrunde inden for lovens rammer, siger Søren Steen Andersen.