Energistyrelsen står bag D-EMO, som er en ny digital og lettilgængelig funktion, der viser boligens tilstand og hvilke forbedringsmuligheder, der er i boligen. D-EMO er en kondenseret udgave af Energimærkningsrapporten, som ofte udarbejdes i forbindelse med en bolighandel.
- D-EMO giver en nem adgang til energimærkningsrapporten online, så brugerne med det samme kan se mulighederne for at energiforbedre huset. Vi har samtidig tilknyttet en låneberegner, der viser både økonomien i forbedringerne og besparelsen over tid, siger kontorchef i Energistyrelsen, Mette Odgaard Mylin.
D-EMO tilbyder således brugerne et overblik over:
Energiforbedringer, som energikonsulenten foreslår i Energimærkningsrapporten
Hvordan de forskellige forbedringer vil påvirke boligens energimærke
Et overblik over udgifter og besparelser ved energirenovering i forbindelse med boligkøb
Som de første har www.boligsiden.dk integreret D-EMO og giver dermed potentielle købere af enfamiliehuse mulighed for at gå direkte fra boligannoncerne til det konkrete energimærke.
- Det er et stort fremskridt, at man nu med et enkelt klik kan komme direkte fra sin boligsøgning til en helt konkret liste over mulige forbedringer for den enkelte bolig. De fleste vil helst have en bolig med et godt energimærke, og det digitale energimærke gør det meget nemmere at gennemskue, hvordan man gør boligen mere energirigtig, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for boligsiden.dk.
Tryk her og se, hvordan det digitale energimærke fungerer.