Abonnementsartikel

At arbejde på en kirkegård byder på meget alsidige arbejdsopgaver - især når det kommer til selve plejen af arealerne.

Det kan være alt lige fra at klippe græs, vedligeholde grusstier, træfældning, nyplantning og decideret nyanlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Denne alsidighed kunne også spores på årets Kirke- og Kirkegårdsmesse, hvor et bredt felt af maskiner mødte de besøgende. Blandt udstillerne kunne man eksempelvis finde FSI power-tech, som efterhånden har etableret sig som en velrenommeret producent af danske stubfræsere.

For at skabe lidt ekstra opmærksomhed havde Henrik Lund Rasmussen, som er salgsansvarlig og medejer, arrangeret en lille demonstration, der hurtigt tiltrak sig opmærksomhed. Det var stubfræseren ST 20 B, som blev demonstreret, og den var naturligvis blevet udvalgt fordi, den egner sig til de forhold, man møder på kirkegårdene.

- Det er den rette model i forhold til dette segment. Det er ikke den helt store investering, og fordelen ved at have den er, at man altid gøre processen med at fjerne et træ færdig med det samme, lyder det fra Henrik Lund Rasmussen. Han fortæller samtidigt, at det alternativt kan være en ide at investere i en hydraulisk stubfræser til minigraver, hvis man i forvejen har sådan en.

Nem at betjene

I forhold til ST 20 B er arbejdsmiljøet også værd at nævne.

- Den er ekstremt ergonomisk. Folk tror, man bliver ødelagt af at vride rundt med den, men det er slet ikke tilfældet. Den har nemlig et drejeled, så man nemt kan vride den fra side til side. Og så er den meget nem at betjene, fortæller Henrik Lund Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tidsforbrug er ved de fleste arbejdsopgaver en vigtig faktor. Derfor har FSI fået en række kunder til at melde tilbage, hvor lang tid de bruger på at fjerne en stub med en given diameter. Resultaterne kan FSI nu bruge til at vejlede nye kunder om, hvor lang tid de kan forvente at skulle bruge på arbejdet - naturligvis med forbehold for faktorer som træsort og jordtype. For ST 20 B's vedkomne lyder tidsangivelserne på 12 minutter for stubbe med en diameter på 40 centimeter, 25 minutter for stubbe på 65 centimeter og 90 minutter for stubbe på 105 centimeter.