Abonnementsartikel

Årets dressurbetonede hingsteføl, Strandagergårds Sirocco e. Sezuan/ Blue Hors Don Romantic var første føl under hammeren ved lørdagens elitefølauktion.

Ifølge Dansk Varmblod haglede buddene ned over det velgående føl, mens auktionarius Casper Cassøe havde travlt med at følge de lystige bud, der sluttede på 550.000 kroner. Andreas Helgstrand, der købte to føl på auktionen, var med til sidste budduel på Strandagergårds Sirocco, hvor norske Kristin Andresen trak det længste strå sammen med Katrinelund.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Jeg køber lovende føl og heste til Norge, blandt andet til min datter Alexandra Andresen, men også til andre talentfulde ryttere, fortalte den norske køber.

Opdrætteren Jens Jørgen Abildskov var hjemmefra klar over, at han havde et ualmindeligt velgående føl, og at der var stor interesse for det.

- Det gik jo over al forventning. Man ved jo ikke, hvor gode de andre føl er, men vi havde regnet med en rigtig god pris. Dog oversteg det alle drømme, fortæller Jens Jørgen Abildskov, der også solgte et føl for 60.000 kroner.

Højeste gennemsnitspris

Dansk Varmblods Auktionsudvalg oplyser, at man er overordentligt godt tilfreds med resultatet ved årets elitefølauktion, hvor der blev solgt føl for 3.860.000 kroner. 40 ud af 49 føl blev solgt, og det gav en salgsprocent på 82 procent og en gennemsnitspris på 96.500 kroner, hvilket er den højeste gennemsnitspris nogensinde på Dansk Varmblods elitefølauktion.

- Det er yderst prisværdigt, at avlerne stiller deres bedste føl til rådighed på Elitefølauktionen, fastslår formand for auktionsudvalget Ulrik Kristensen, der samtidig glæder sig over en årelang og positiv udvikling af konceptet med elitefølauktionen som et aftenarrangement.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Købere i USA

To føl gik for 220.000 kroner, og begge blev solgt til købere i Californien. Det drejer sig om finalehoppeføllet Lipas Adele e. Sezuan/ Aljano (opdr. Lipas Horses v/ Linda Ibsen og Paul Jacobsen), der blev opkøbt af en hollandsk agent for en kunde i Californien, og finalehingsteføllet T-Hawk Axe e. Tomahawk/ Blue Hors Zack (opdr. Lena og Rasmus Dalsgaard), der blev erhvervet af Tomahawks ejer Jamie White-Welling, USA.

Købte helbroderen

Tre dressurbetonede føl gik for en pris af 150.000 kroner. Stenagers Falcon e. Franziskus/ Wilkens (opdr. Bjarne og May-Britt Christensen) er helbror til sidste års dyreste hoppeføl, der blev solgt til Anne Lyngby, hvis datter Helene Melsen er så begejstret for denne hoppeplag, at hun besluttede sig for at købe helbroderen.

Også den danske topdressurrytter Nathalie zu Sayn-Wittgenstein havde fundet sig en favorit på Dansk Varmblods Elitefølauktion, nemlig hingsteføllet Fredensdals Fifty Cent e. Franziskus/ Donnerball (opdr. Linda Falensteen og Martin Strande). Sidste føl til 150.000 kroner var Dario Khan e. Dancier/ Londonderry (opdr. Jens Aage Nielsen), der gik til Lise Thøgersen, Bækgården.