Abonnementsartikel

Fodring af heste kan gøres meget kompliceret og meget enkelt, og det er en god tommelfingerregel at gøre det så enkelt som muligt, da det gør det mere gennemskueligt og meget nemmere i hverdagen.

Den største del af hestens energi og protein forsyning skal komme fra grovfoder, hvilket vil sige græs, hø, wrap, frøgræs og lucerne, mens den øvrige del skal komme fra krybbefoderet - sammen med de vitaminer og mineraler, der ikke tilføres gennem grovfoderet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Grovfoderet giver hesten energi, hjælper den til at holde huld, holde varmen, holde fordøjelsen og kroppen i gang og holde den beskæftiget. Derfor har grovfoderet og adgangen til dette stor betydning for hestens trivsel som helhed.

Der er stor forskel på indholdet af energi, protein og mineraler i grovfoder, afhængig af græssorter, gødningsniveau, høstvejr og slæt-tidspunkt. I langt de fleste foderplaner passer det, hvis 70-80 procent af hestens energi- og proteinbehov dækkes af grovfoderet.

Den daglige mængde grovfoder bør ikke være mindre end 1,5 kg hø/tørt wrap pr. 100 kg hest, hvilket vil sige minimum 7,5 kg til en hest på 500 kg og gerne mere, medmindre hesten er på slankekur. Grovfoderet bør fordeles ud over døgnets timer for at undgå for lange fasteperioder.

Fuldfoder i mange varianter

Fuldfoder egner sig til heste, der trænes moderat-hårdt og til heste, der er svære at holde huld på samt generelt i stalde, hvor der ønskes en enkel fodring med kun et produkt.

Fuldfoder findes i mange varianter, og fælles for dem alle er, at de forsyner hesten med energi og protein samt vitaminer og mineraler. Indholdet heraf varierer i forhold til den hestetype, som foderet er beregnet til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilskudsfoder til flere hestetyper

Tilskudsfoder egner sig godt til heste, der er nemme at holde huld på og til heste, der får store mængder grovfoder. Derudover egner tilskudsfoder sig til heste, der fodres med korn samt til heste, der ikke rigtig trænes.

Der findes tilskudsfoder, der er tilpasset de forskellige hestetyper som for eksempel unge heste, heste i vedligehold/let træning og heste i moderat-hård træning.

Tilskudsfoder forsyner hesten med protein, vitaminer og mineraler, men ikke energi, som den kan blive tyk eller vild af.

Specialfoder til nøjsomme heste

Der findes også hestetyper, der har gavn af et foder, som er sammensat anderledes end de traditionelle produkter.

Det er for eksempel de nøjsomme heste, herunder islandske heste, fjordheste, tinkere med flere. De har behov for et foder med et lavt energiindhold, lav daglig dosering og hvor en stor andel af energien kommer fra fibre, som giver en god mæthedsfornemmelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Særlige hensyn til seniorhesten

På et tidspunkt vil den ældre hest få svært ved at holde huld på det foder, den hidtil har fungeret på, og så er en ændring i foderplanen nødvendig. Det er ofte i 16-20 års alderen, at de første tegn begynder at vise sig.

Der er flere ting, der skal tages hensyn til. Dels det slidte tandsæt, dels en nedsat evne til at udnytte næringsstofferne i foderet. Derfor skal seniorhestens grovfoder og krybbefoder være af høj kvalitet med et højt indhold af energi.

Hestens hø/wrap kan for eksempel suppleres med snittet hø, der er let for hesten at tygge. Der kan med fordel vælges et fuldfoder specielt beregnet til ældre heste.

Seniorfoderet er velsmagende, let at tygge og forsyner hesten med letoptageligt energi og protein. Foderet skal også have et højt indhold af fibre for at støtte fordøjelsen bedst muligt.