Der er fyldt godt op i den ene af de to haller på Århusvej i Låsby, hvor Avant Danmarks showroom har til huse og rummer flere komplet nyistandsatte Avant minilæssere.
- Der er jo sket en del udvikling, siden de første Avanter så dagens lys. Det gælder blandt andet mekanik, hydraulik, motorkapacitet, præstation, køreegenskaber og designet på minilæsserne. Derfor er det naturligt, at vi her - 22 år efter vi fik importen - har opbygget et større brugtlager til glæde for nye kunder, som lige står og mangler en god, brugt minilæsser. Vores maskiner nemt kører 8-10.000 timer uden problemer, og flere kan have deres maskine mere end et helt årti, inden de skifter, siger Jørgen Jensen, indehaver af Avant Danmark i Jylland.
Renoveres fra A-Z
Som en af de eneste maskinimportører i landet har Avant Danmark valgt, at alle Avant minilæssere renoveres fra A-Z, når de kommer til forhandleren, efter at kunderne har udskiftet deres ældre maskiner.
Når maskinen kommer ind på værkstedet bliver den skilt fuldstændigt ad, alle defekte dele skiftes som for eksempel skærme, slanger og køremotor. Til sidst males, vaskes og poleres maskinen.
- Vi har valgt at renovere Avanterne fuldstændigt af den simple årsag, at vi vil være sikre på, at det er ordentlige produkter, vi leverer til kunden, slår Jørgen Jensen fast.
Og ligesom det er Avant Danmarks eget værksted, der renoverer maskinerne, sælger Avant importørerne også de brugte maskiner direkte fra både den jyske og sjællandske afdeling. Her er intet forhandlernetværk, så kunden kan gå direkte til importøren med eventuelle spørgsmål, hvilket også gør sig gældende for salget af de fabriksnye maskiner.
Andet end Avant
Men det er ikke kun de finske minilæssere, som brugt-interesserede kan se på i Låsby hos Avant Danmark.
- Vi har en hel del maskiner stående sammen med et antal brugte redskaber, som er fulgt med i handler, hvor nye kunder har haft maskiner stående, som de ikke længere har behov for. I øjeblikket har vi blandt andet Iseki, Fuchs, Giant, Norcar, Schäffer, Weidemann, Uni-Loader, Hew Holland med flere stående, fortæller Jørgen Jensen.
For at gøre valget af en brugt maskine lettere for kunden er der tydelig skiltning med maskinernes stand, hvor Avant Danmark har valgt at inddele de brugte maskiner i tre grupper.
Gruppe A: Maskinen står som ny og der ydes seks måneders 100 procents garanti.
Gruppe B: Maskinen er gennemgået, køreklar og der ydes tre måneders 50 procents garanti.
Gruppe C: Maskinen er købt som beset og fundet i orden af køber.
Gør-det-selv
I øjeblikket er alle brugte Avant minilæssere kategoriseret under gruppe A, mens brugte
maskiner af andet mærke end Avant ofte vil tilhøre gruppe C, og kan tit være et godt "gør-det-selv" køb for mekanikeren eller andre, som har forstand på mekanik og hydraulik.
Skulle en kunde fortryde sit køb, kan maskinen ombyttes til fuld købspris inden for seks måneder eller til en maskine i en højere klasse, hvis maskinen er i samme stand som ved købet - uanset hvilken gruppe maskinen tilhører.