Efter nogle stille år river boligejerne igen vægge ned, og det er stadig oftest køkkenet, der udvides. Det viser tal fra AB Clausen Rådgivende Ingeniører, der er specialister i bærende konstruktioner. 85 procent af væggene, som ingeniørerne har undersøgt i år, skulle rives ned som led i etablering af køkkenalrum.
Flere livsstilseksperter har ellers allerede skrevet samtalekøkkenets nekrolog. Ifølge eksperterne vil danskerne hellere have aflukkede køkkener - en slags madværksteder uden plads til forstyrrende elementer. Men det holder ikke, lyder det fra ingeniørerne.
- Vi laver statiske beregninger på cirka to vægge om dagen. Det er næsten altid i forbindelse med, at kunden vil realisere idéen om et lyst og større køkken-alrum, siger Jesper Søbæk Pedersen, der er projektleder hos AB Clausen Rådgivende Ingeniører.
Sælger kogeøer
Køkkenfirmaet Invita vil også gerne være med til at afmontere myten om samtalekøkkenet død.
- Samtalekøkkenet er stadig populært. Det viser salget i vores butikker entydigt. Vi sælger stadigvæk masser af koge- og køkkenøer, som giver plads til, at familien mødes, mens der laves mad i køkken-alrummet, siger marketingdirektør i Invita, Helle Fyllgraf.
Inden man går i gang med at drømme sig til et nyt køkkenalrum, skal boligejerne dog sikre sig, om de vægge, man ønsker fjernet, er bærende. Det kan give alvorlige skader på huset, hvis man fjerner bærende vægge, og i værste fald kan hele huset styrter sammen. De typiske skader er er revner og sætningsskader.
Beregner trykket
De rådgivende ingeniører beregner trykket, der hviler på væggen. Er den bærende, skal der altid laves en ny konstruktion med en bjælke som erstatning for den bærende væg. Det kræver lidt ekstra tålmodighed, forklarer Jesper Søbæk Pedersen.
- Processen kan tage én til tre måneder, hvilket kan komme bag på private boligejere, siger han.
Ingeniørfirmaet ser da også til tider resultatet af såvel håndværkere som gør det selv-folk, der ikke har været grundige eller tålmodige nok. Typisk har de for at spare tid og penge ladet en bærende væg stå, men til gengæld uvidende revet en stabiliserende væg ned. Når den første storm så rammer, slår huset revner, eller ydervægge kollapser.
Kræver beregninger
Stabiliserende vægge sikrer, at huset ikke skrider eksempelvis under storm. Støder den stabiliserende væg vinkelret op til ydermuren, kan den ikke bare lige fjernes. Det kræver beregninger på, om ydervæggen bliver stående. I nogle tilfælde er det umuligt at flytte en stabiliserende væg. Vægge, der hverken er bærende eller stabiliserende, kan fjernes uden videre.
AB Clausen Rådgivende Ingeniører har hovedkontor i Rødovre, men udfører rådgivning i hele landet.