Den nye formand for bestyrelsen i Dansk Simmental blev Henning Hansen, Sulsted, mens Henrik Sørensen, Bogense, indtog posten som næstformand efter den nyligt afholdte generalforsamling i foreningen.
Henning Hansen varetager desuden foreningens mandat i Dansk Kødkvæg samt posten som international kontaktperson. Henrik Sørensen passer foruden næstformandsposten også jobbet som formand for dyrskueudvalget.
Jane Buck, Alslev på Falster bliver ansvarlig for PR, herunder foreningens livsnerve magasinet Dansk Simmental. Mikael Hollænder, Glejbjerg, er medlem af dyrskueudvalget og sammen med nyvalgte Frank Olesen fra Ørnhøj indgår han i avlsudvalget, hvor også de på generalforsamlingen valgte Jørgen Jensen, Silkeborg, og Jørgen Astrup, Solbjerg, har sæde.
40 års jubilæum
Bestyrelsen kan forvente en en travl tid, eftersom foreningen næste år markerer sit 40 års jubilæum. Det skal fejres med et jubilæumsskrift, en fest, og en ekstra stor udstilling på Landsskuet.
I forbindelse med Landsskuet håber man også at kunne afvikle en auktion over elitedyr. Der er tale om et ambitiøst program, som vil kræve stor opbakning fra medlemsskaren til forskellige gøremål.
- Vi regner med, at der kommer en hel del gæster fra det meste af Europa, siger Henning Hansen, som dog håber, at først og fremmest rigtig mange af foreningens medlemmer vil deltage i festlighederne.