En gårdrive til bagmontering på havetraktoren står nu klar til vinderen af Fritidsmarkedets fotokonkurrence "Livet på landet".
Den præmie kommer som sendt fra himlen til vinderfotografen Jacob Teilberg Andersen, idet han har hele 500 kvadratmeter perlegrusbelagt gårdsplads på fritidsejendommen ved Fjerritslev.
- Du aner ikke, hvor glad jeg er for den gevinst. Vi har lige holdt bryllup og måtte have naboen over at rive gårdspladsen, fortæller Jacob Teilberg Andersen.
Egen sø
Vinderbilledet er taget ved søen, der hører til familien Andersens ejendom, og det er Jacob Teilberg Andersens hustru Line og deres børn Marie og Svante, der nyder pandekagerne tilberedt over bålet.
Gårdriven er sponsoreret af Trolla og har en værdi af 1.395 kroner inklusiv moms. Præmien inkluderer en startpakke med monteringsplade og kugletræk.
Mere liv på landet
En ny runde af Fritidsmarkedets fotokonkurrence skydes hermed i gang, og da temaet "Liv på landet" er så populært kører den nye konkurrence videre med samme tema.
Præmien til den næste vinder er en fiks minifejemaskine med en motor på 43 kubikcentimeter.
Maskinens kost kan drejes i tre forskellige retninger - lige ud, højre og venstre.
Med forskelligt tilbehør som fræser eller græstrimmer kan man i kraft af en kobling på drivakslen hurtigt skifte udstyr, så maskinen kan bruges til andre formål.
Værdien af denne fine minifejemaskine er 3.678,75 kroner inklusiv moms, og præmiesponsor er PrimusDanmark.
Indsend dine bedste billeder, maksimalt tre, på Fritidsmarkedets hjemmeside og deltag i konkurrencen om fejemaskinen.