Italienerne har brugt varmluftskedler, der fyres med biobrændsel, i mange år, mens man herhjemme stadig i stor stil bruger olie eller gas til kalorifere-varme. Det vil CN Stoker i Gram gerne lave om på, så firmaet viser på Agromek en italiensk varmluftskedel, der kan fyres med findelt biobrændsel. Kedlen kan eksempelvis anvendes til rumopvarmning i haller, værksteder, gartnerier og til korntørringsanlæg.
- Det er en ny og spændende konstruktion, som vi fik øje på for et års tid siden. Det kan producere varm luft med billigt biobrændsel som energikilde, fortæller produktleder Lars Bracht, CN Stoker.
Eksperterne i Agromeks nyhedsudvalg ser også spændende nyt i kedlen og har tildelt CN Stoker en nyhedsstjerne for produktet. Kedlen er produceret i rustfrit stål for afbrænding af alle typer af granuleret biobrændsel.
- I Italien fyrer de med mere eksotiske materialer såsom knuste olivensten og abrikossten, mens vi herhjemme mest er henvist til findelt biobrændsel og træpiller, siger Lars Bracht og tilføjer, at varmluftsfyret også kan fås i en udgave, der kan fyres med træflis.
Varmluftskedler er ifølge CN Stoker meget enkle at installere. Der kræves stort set kun en skorsten og elektrisk tilslutning. Hvor der allerede findes luftkanaler, kan man blot erstatte den gamle varmekilde med en ny kedel, mens der andre steder med fordel kan etableres luftkanaler til fordeling af varmen. Kedlen kommer i forskellige størrelser med ydelser fra 70 kW til 1,7 mW.