Mange tror fejlagtigt, at et miljøvenligt renseprodukt er garanti for en miljørigtig tagrens/algebehandling. Men det kan give store bøder, hvis overskudsvandet løber via tagrenderne ned i afløbet.
- Der er desværre ikke ret mange, der ved det, men det er faktisk ulovligt ikke at opsamle vandet - uanset hvilket middel man bruger. Selv de 100 porcent nedbrydelige rengøringsmidler kan nå at skade vandmiljøet, inden de nedbrydes, fortæller Jørgen Enggaard, der er direktør i virksomheden Alge-Stop ApS, som løser problemet på en anderledes måde.
Det er nemlig harmløst for naturen at rense taget, hvis man bare udfører behandlingen på den rigtige måde. Jørgen Enggaard har selv udviklet en miljørigtig metode til tagrens på private huse og industribygninger, hvor vandet opsamles og genanvendes, så det ikke skader miljøet.
Tømmer tagrenderne
Metoden, som Alge-Stop anvender, går ud på, at man som det første tømmer tagrenderne for skidt - en sidegevinst, som mange af firmaets kunder sætter stor pris på. Herefter sættes der propper i nedløbsrørene, så overskudsvandet fra taget ikke kan løbe i afløbet.
Mens taget sprøjtes med vand og rengøringsmidler fra en tank i bilen, suges det overskydende vand op af tagrenderne og pumpes tilbage til en tank i bilen, hvor det filtreres og renses, så det kan genanvendes på det næste tag. Løsningen er dermed 100 procent miljøvenlig og lovlig.
Kræver to mand
Den udviklede metode kræver dog en del specialindretning i bilerne, og det kræver to mand på alle tag-opgaver med en tungere og mere tidskrævende proces, fordi der skal tømmes tagrender, afproppes, renses, opsuges vand, pumpes, filtreres og så videre.
Det betyder, at den miljørigtige tagrens er lidt dyrere, men den udgift er ifølge Alge-Stop intet at regne mod forlængelsen af tagets levetid og den miljøbøde, man kan risikere, hvis man ikke opsamler vandet korrekt.
- Samtidig kan rene tagrender medvirke til, at man undgår råd, svamp og skimmel i tagkonstruktionen. Der er frit afløb ved skybrud, og så er man med til at værne om miljøet, fastslår Jørgen Enggaard.
Kunderne skal selv vurdere
Når taget vedligeholdes og holdes rent, er der desuden mindre risiko for, at alger og mos sætter sig fast og medfører revner og sprækker i taget. Men hvor tit taget skal renses, er individuelt.
- Vi ved, at mange firmaer anbefaler at gøre det hvert år, men behovet afhænger meget af vejrforhold og geografi, så derfor anbefaler vi altid vores kunder selv at vurdere, om det er nødvendigt fra år til år, inden vi kommer ud, siger Jørgen Enggaard.