Nu kan det være slut med at trække i en snor for at starte plæneklipperen eller andre småmaskiner med benzinmotorer. På Agromek præsenterer Grene Danmark A/S nemlig en ny el-start på Briggs & Stratton motorer.
Det er en helt ny serie af specialdesignede motorer, der har indbygget opladeligt batteri. Motoren er udviklet med et indbygget batterikonsol, hvori der sættes et opladeligt batteri som i et andet stykke accuværktøj. Ved blot at trykke på en knap startes motoren.
Ifølge Grene er planen at udvikle og indbygge denne type el-start på mange flere B&S motortyper i fremtiden. Motoren bliver sat i produktion fra ultimo 2014. Den nye batteristart på Briggs & Stratton motorer er en tostjernet nyhed på Agromek 2014.