Abonnementsartikel

For skovhuggere og forstfolk verden over er Stihl TimbersportS nok den mest anerkendte og bedst organiserede konkurrence i de klassiske skovhugger-discipliner. Der holdes nationale og regionale konkurrencer, og de bedste af verdens skovhuggere mødes i den kommende weekend i Østrig for at få afgjort, hvem der kan kalde sig verdensmester 2014.

Danmark deltager med nordisk mester 2014, Preben Palsgaard, der til daglig arbejder for Naturstyrelsen i Rold Skov. Preben Palsgaard deltager både individuelt og på det danske team, der ud over ham består af sønnen Brian Palsgaard,

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kasper Hvid Kristiansen, Jesper Witzke og Dirch Araon Jacob Johansen.

Seks forskellige discipliner

I Stihl TimbersportS konkurreres i seks forskellige discipliner, der alle er inspirerede af de traditionelle arbejdsopgaver, en amerikansk skovhugger kommer ud for. Tre af disciplinerne er med økse, én med en gammeldags håndtrukket langsav og to med moderne kædesave. Konkurrencerne foregår både som holdkonkurrencer, der afvikles om fredagen og som individuelle konkurrencer om lørdagen i Olympiahalle i Innsbruck.

Der er flere end 100 deltagere, der har kvalificeret sig gennem de nationale og regionale TimbersportS-konkurrencer, der er afviklet hen over sommeren verden over. Selv om vi i Norden har stolte skovhuggertraditioner, finder vi favoritterne blandt de amerikanske, australske eller new zealandske deltagere. Men som altid i den slags konkurrencer kan der ske overraskelser.

Konkurrencerne kan følges live på stihl-timbersports hjemmeside fredag og lørdag.