Gulve med overflader af vinyl eller laminat er i princippet vedligeholdelses-frie. Men derfor kan man alligevel godt passe lidt ekstra godt på dem, så de forbliver pæne og bevarer glansen i rigtig mange år.
Til det formål har Trip Trap WoodCare nu udviklet et specielt plejemiddel, der lægger en usynlig beskyttende hinde på gulvet, så overfladen bliver langt mindre modtagelig over for ridser, skrammer og almindelig slitage fra eksempelvis sandkorn, stole, borde og hunde.
Nyheden hedder "Trip Trap Vinyl- og Laminatpleje" og ud over at beskytte overfladen med et tyndt slidlag, giver den også gulvet et mere ensartet udseende, hvor glansforskelle fra slitagen bliver udlignet for hver ny påføring. En anden vigtig egenskab ved det nye plejemiddel er, at det er selvfjernende. Det vil sige, at hinden bliver opløst ved næste påføring, således at der ikke med tiden kan opbygges et tykt lag på gulvet.
Ingen krav til udluftning
"Trip Trap Vinyl- og Laminatpleje" er uproblematisk at bruge i praksis. Efter rengøring med trærens skal produktet blot påføres gulvet direkte fra flasken med en klud eller en uldpad, og efter en tørretid på omkring 30 minutter er gulvet atter klar til brug. Det er et vandbaseret produkt, og der stilles derfor ingen krav til udluftning.
Til den daglige rengøring af gulvet har Trip Trap WoodCare udviklet en vinyl- og laminatsæbe, der udmærker sig ved, at den ikke efterlader den normale sæbefilm på gulvet.