Forebyggelse og vedligehold er det bedste kort på hånden, når det gælder om at passe godt på ejendommen. Byggevirksomheden Cembrit giver her fem hurtige tjek, som man med fordel kan se nærmere på, inden vinteren bider sig fast.
Taget skal holde tæt
Se efter, at tagplader og tagsten ligger lige og er ubeskadigede. Et fladt tag med stående vand har en relativt større risiko for fugtskader, så tjek, at taget ikke buler nedad, og at nedbør har fri passage til afløb.
Tjek også tagbeklædningen indefra for utætheder - "forkerte" lysindfald - og hvis det begynder at sne, så husk at smutte op på loftet igen og tjekke for fygesne.
Fri passage for regnvand
Utætte tagrender er ofte skyld i fugtskader på huset, så det er vigtigt at tjekke dem et par gange om året.
Brug en lille graveske for at samle det hele sammen i tagrenden, og tag derefter haveslangen til at spule det sidste væk og tjekke, at nedløbsrøret ikke er stoppet til.
Bemærk, at tagrender, der befinder sig i nærheden af nåletræer, skal efterses oftere end normalt. Husk også at tømme aqua-drænet, der typisk har afløbet typisk placeret foran kælderdøre og garager, for blade og nåle.
Tjek døre og vinduer
Se efter, at fuger er intakte, og at overfladebehandling på trædøre og vinduer er i god stand. Utætheder ved lister kan både give trækgener, fugtskader og i værste tilfælde råd.
Tjek samtidigt, om ruderne er punkterede, så varmetab begrænses, og om hængsler og greb trænger til smøring. Det kan også være, at hængselskruerne på dørene lige trænger til at blive spændt en kvart omgang.
Ryd haven for vinteren
Tag hånd om de blomster, der ikke tåler vinteren, og som skal beskyttes eller ind i varmen. Riv nedfaldne blade på plænen sammen, så græsset kan ånde. Ellers kan der let opstå sneskimmel i plænen.
Slå eventuelt græsset en sidste gang. Slut af med at rydde op i haven, drivhuset og redskabsskuret, og fjern gamle blade og grene i blomsterbede, køkkenhave og drivhus. Så er haven pæn og ryddelig at se ud på fra de varme stuer i løbet af vinteren.
Styr på forsikringen
I løbet af de sidste par hårde vintre har flere husejere fået dyre skader på boligen. Derfor kan det være en god idé at læse forsikringspapirerne igennem allerede nu og ikke mindst dét, der står med småt.
Find ud af, hvor godt du er dækket ind, og eventuelt også hvor høj din selvrisiko er, så der ikke kommer ubehagelige overraskelser.jf