Abonnementsartikel

Alt tyder på, at Himmerland efter flere hundrede års fravær har fået sin første bæver.

Ifølge Naturstyrelsen har en sportsfisker for nylig fotograferet et piletræ, hvor der er et kraftigt aftryk af tandmærker og en stor bunke grene uden bark på brinken af Sønderup Å sydøst for Løgstør. Sporene tyder på, at en bæver har slået sig ned i området.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er med 90 procents sikkerhed en bæver, der har været på spil. Billederne af ædepladsen med de store, afbarkede grene ligner fuldstændigt det, vi kender fra områder med mange bævere, siger biolog Henning Fjord Aaser fra Naturstyrelsen i Vestjylland.

Naturstyrelsen har tidligere fået henvendelser fra borgere om bævere omkring Sønderup Å, men det er første gang, at Naturstyrelsen har set dokumentation fra området.

Rekordlang svømmetur

Afstanden fra det oprindelige udsætningssted i Klosterheden syd for Struer i Vestjylland og til Sønderup Å er cirka 100 kilometer.

Det gør bæveren i Sønderup Å til den danske bæver, der har bevæget sig absolut længst væk fra det sted, hvor 18 bævere blev sat ud i 1999.

- Bævere lever i ferskvand, med de kan faktisk svømme ganske langt i saltvand. Mit gæt er, at bæveren er gået i vandet ved Struer i det vestlige af Limfjorden, og så er den svømmet gennem Limfjorden forbi Løgstør og derfra op i Sønderup Å, siger Henning Fjord Aaser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der findes i dag bævere i vandløb ved Viborg, Holstebro, Herning og så langt sydpå som Varde og Skjern Å. Den jyske bæverbestand vurderes i dag at tælle omkring 200 bævere.

Læs mere på Naturstyrelsens hjemmeside.