Rødkilde ATV forbindes i ATV-kredse tæt med Honda, idet det fynske firma udelukkende har solgt ATV'er af mærket Honda. Men nu trænger et nyt mærke sig på i forbindelse med, at Rødkilde længe har ønsket at få en såkaldt UTV på programmet.
Men UTV'er fra Honda sælges kun i Nordamerika, så derfor har Rødkilde ATV været nødt til at kigge på andre fabrikater.
En UTV kan vel nærmest betegnes som en krydsning mellem en ATV og en bil, og Rødkilde ATV har i sommer gennemtestet flere forskellige mærker.
- Vi har hårdtestet seks UTV'ere, men fem af de testede maskiner kunne ikke leve op til de krav, som vi stiller. Kun den koreanske Kioti Mechron 2210 levede op til kravene, fortæller indehaveren af Rødkilde ATV, Kim Rasmussen.
- Kioti'en skal kunne klare en påhængsvægt på 590 kg, men i testen har vi sat 2.100 kg efter den på flere forskellige typer af underlag - herunder bløde marker og stigninger på op til 25 procent med start og stop midt på bakken. Og den kan holde til det, fastslår Kim Rasmussen.
Under testen har Kioti'en også været igennem en meter dybt vand og kørt på tværs af ujævne marker med fuld gas.
Justerbare tværsvingarme
Den firehjulstrukne Kioti Mechron 2210 drives af en trecylindret dieselmotor på 22 hestekræfter. Maskinen har MacPherson fjederben og limited slip differentialespærre på forakslen samt justerbare tværsvingarme og mekanisk låsbart differentiale på bagakslen. Frihøjden er 30,4 centimeter. Der er skivebremser på alle fire hjul.
Ifølge Rødkilde ATV, der nu er officiel importør af Kioti, kommer der til foråret to nye versioner af Kioti'en. En med forlænget lad og en med plads til seks personer.
Kioti produceres af sydkoreanske Daedong Industrial Co, Ltd., der har 65 års erfaring med fremstilling af traktorer og landbrugsmaskiner.