Abonnementsartikel

Har man en gang prøvet at arbejde fra vaklende trappestiger eller gyngende stilladser med en hækkeklipper i hænderne, så ved man, at det ønsker man ikke igen. Men når en høj hæk skal klippes, har man udfordringen. Den udfordring har Stihl taget op og på den baggrund skabt den nye Stihl HLA 85 teleskop-hækkeklipper.

Med den kan gartneren stå på jorden og klare en klipning af hække op til fire-fem meters højde. Den nye batteridrevne hækkeklipper kan nemlig indstilles i længder fra 257 til 327 centimeter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det genopladelige batteri i enden af maskinen giver sammen med bærekrogens placering og stangens lange gribestykke desuden en god balance i klipperen, også med teleskopstangen trukket helt ud. Det reducerer belastningen på kroppen, og mindre træthed betyder meget, når det er mange meter høj hæk, der skal klares på én gang.

Slut med skadelig udstødning

Støjbelastningen fra knivbjælken og fra den børstefrie EC-motor er også minimal, selv om motoren kører med de maksimale 3.000 omdrejninger. Det betyder, at HLA 85 er velegnet til brug på steder, hvor man gerne vil tage hensyn til omgivelserne.

- Den største fordel ved den nye, batteridrevne hækkeklipper er imidlertid, at brugeren slipper for den skadelige udstødning fra den traditionelle benzinmotor. Især ved hækkeklipning er udstødningsgassen tilbøjelig til at blive hængende omkring en benzinklipper, fordi der ofte er læ tæt inde ved en høj hæk. Det slipper man helt for med en batteridrevet hækkeklipper, siger Niclas Zetterberg, der er produktansvarlig for Stihl i Norden.

Kniven på hækkeklipperen kan vinkles i seks trin fra 45 grader opad til 70 grader nedad samt klappes helt sammen til transport og opbevaring. De mange arbejdsstillinger gør det nemt at arbejde med teleskop-klipperen i en vis afstand fra hækken, for eksempel hvis der er et blomsterbed lige foran. Indstillingerne gør det også muligt at klippe hækken helt vandret foroven med lange, bløde strøg, der udnytter dobbeltskæret optimalt.

Samme batteri til alle maskiner

- I princippet passer alle Stihls batterier til den nye teleskop-hækkeklipper, men jeg vil dog anbefale mindst AP 180-batteriet, der giver en arbejdstid på omkring 140 minutter på én opladning. Til professionelt brug, for eksempel i slotsparker og offentlige anlæg, kan jeg anbefale den rygbårne batteripakke AP 900, der har kraft nok til en hel arbejdsdag og kan lades op i løbet af natten, så den er klar til næste dags udfordringer, siger Niclas Zetterberg. Han peger også på, at batteridrevne redskaber ikke kun støjer og belaster miljøet meget mindre end traditionelle benzinmaskiner. Batteridriften giver også en betydelig brændstofbesparelse over tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Arbejder man professionelt med batteridrevne redskaber, vil besparelsen i brændstof typisk tjene udgiften til batterier hjem på omkring et år. Resten af batteriernes levetid vil der derefter være overskud set i forhold til benzindrift, forklarer han.